Boom i brugen af digitale licenser

I bibliotekernes fysiske lukkeperiode er det digitale forbrug steget markant, og i FAKTOR kan vi se, at særligt bibliotekernes gymnasierettede licenser er blevet flittigt brugt.

Siden midten af marts har bibliotekerne fysisk holdt lukket pga. Coronavirus. Det har dog medført, at flere brugere nu har fået øjnene op for bibliotekernes brede vifte af digitale tilbud.

I lukkeperioden har landets biblioteker sat alle kræfter ind på at formidle bibliotekets digitale muligheder, og DDB har på vegne af bibliotekerne forhandlet fjernlånsadgang på en række licenser, så brugerne fortsat kan tilgå disse, mens der er fysisk lukket.

I FAKTOR kan vi se, at lukkeperioden generelt har resulteret i store stigninger i udlånet af e- og lydbøger på eReolen og eReolen GO, hvor en række biblioteker i samme ombæring har prioriteret at ændre loftet for antal udlån. Samtidigt oplever flere af de digitale licenser markante stigninger på forbruget.

Nu nærmer det sig, at der igen kan åbnes op for det fysiske udlån – og det bliver spændende at se, om brugernes interesse for bibliotekernes digitale tilbud holder ved.

Bibliotekernes gymnasielicenser er populære

Bibliotekernes såkaldte gymnasielicenser, herunder Ebook Central-licenserne og Gale-licenserne er særligt populære. Gymnasiernes ældste elever har i marts skullet skrive en stor studieopgave, og i FAKTOR ser vi i denne periode en general stigning af brugen af disse licenser landet over.

Forbruget på licensen Ebook Central Public Library Complete med engelsksprogede e-bøger inden for alle fagområder er på landsplan steget med 43 % i marts 2020 sammenlignet med marts 2019. Lokalt for denne licens har bl.a. Vordingborg Bibliotekerne oplevet en ekstraordinær stigning på 1280 %, mens Billund Bibliotekernes forbrug er steget med 785 % i marts 2020 sammenlignet med marts 2019.

Også Herning Bibliotekerne har oplevet en større efterspørgsel efter digitale licenser blandt studerende. Det fortæller Lone Juul Pedersen, digital konsulent ved Herning Bibliotekerne:

”Brugerne forbinder os stadig meget med det fysiske bibliotek, men bliver rigtig glade, når de finder ud af, hvor meget vi kan digitalt, og jeg håber, at de husker det, når vi engang åbner fysisk op igen. Studerende svarer tilbage med ”mange tak for hjælpen”, så det gør helt klart en forskel for brugerne, at bibliotekerne er tilgængelige på de digitale platforme og med digitalt indhold. Helt konkret har jeg haft en forespørgsel på en bog til en opgave, og den kunne skaffes via Ebook Central Public Library. Det er fedt at kunne hjælpe en bruger, som ellers har opgivet. Det er en af vores kerneopgaver.”

I FAKTOR kan vi også se et særligt højt forbrug i marts 2020 af licensen GaleinContext: High School, der indeholder opslagsværker og artikler inden for forskellige fagområder. På landsplan er forbruget steget med 148 % i marts 2020 sammenlignet med marts 2019. Herning Bibliotekerne er et af de biblioteker, der har oplevet en flot stigning. I marts 2020 nåede deres antal visninger helt op på 273, som er en stigning på 425 % sammenlignet med marts 2019, hvor der var 52 visninger (se figur 1).

Figur 1: Antal visninger i GaleinContext: High School pr. måned i 2019 og 2020 for Herning Bibliotekerne (Kilde: FAKTOR)
Figur 1: Antal visninger i GaleinContext: High School pr. måned i 2019 og 2020 for Herning Bibliotekerne (Kilde: FAKTOR)

Lone Juul Pedersen fortæller, hvordan Herning Bibliotekernes har hjulpet de studerende i lukkeperioden:

”Vi har benyttet os af alle de kanaler, vi har til rådighed, når nu biblioteket er fysisk lukket ned. På vores hjemmeside har vi sat info helt i toppen særligt målrettet studerende, så de kan se, at de kan få hjælp til opgaveskrivning. Derudover er alle vores inspirationskarusseler ændret til udelukkende at indeholde digitale materialer, og endeligt har vi kontaktet ungdomsuddannelserne og gjort opmærksom på vores tilbud.”

Fjernadgang på flere licenser

Grundet den fysiske lukkeperiode har DDB på vegne af bibliotekerne sikret fjernadgang til flere licenser, så brugerne kan benytte dem hjemmefra. Dette gælder bl.a. licensen Ancestry Library Edition, der er en stor genealogisk database, som giver alle slægtshistorisk interesserede brugere mulighed for at gå på opdagelse i deres stamtræ. I både marts og april har forbruget været markant højere i 2020 end i 2019. I FAKTOR kan vi se, at forbruget af licensen på landsplan er steget med 257 % i april 2020 sammenlignet med april 2019.

Her har Herning Bibliotekerne også oplevet en stigning på hele 816 %, mens forbruget på Gulborgsund Bibliotekerne er steget med 199 % i april 2020. Hillerød Bibliotekerne, der bl.a. har henvist til licensen fra deres sociale medier, har i april 2020 oplevet en stigning på 598 % med 558 visninger, hvor der i april 2019 var 80 visninger (se figur 2).

Figur 2: Antal visninger i Ancestry Library Edition pr. måned i 2019 og 2020 for Hillerød Bibliotekerne (Kilde: FAKTOR)
Figur 2: Antal visninger i Ancestry Library Edition pr. måned i 2019 og 2020 for Hillerød Bibliotekerne (Kilde: FAKTOR)

Hvis I er nysgerrige på jeres lokale udvikling af forbruget på de digitale licenser, kan I nu tilgå dem i licensrapporten i FAKTOR. Licensrapporten, som førhen figurerede i betaversion, er blevet fejlrettet, som betyder, at I nu kan bruge tallene. I FAKTOR kan I ligeledes gå på opdagelse i udviklingen af forbruget på e- og lydbøger, som endda kan filtreres ud fra en række demografiske oplysninger.

Tilgå rapporterne i FAKTOR her.
Læs mere om FAKTOR her.
Læs mere om de digitale licenser her.

Siden er sidst opdateret: 13.05.2020

Kontakt

Dorte Birkegaard Thuesen
Kontakt os via DDB’s fællespostkasse, ddb@slks.dk. Noter gerne navnet på kontaktpersonen i e-mailens emnefelt.
  • Et samarbejde mellem KL, Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

”På hjemmesiden anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.
Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om Danskernes Digitale Biblioteks cookiepolitik

(dialogboks slutter)