”Derfor er det oplagt, at bibliotekerne deler redaktionelt indhold”

Projektgruppen bag projektet ”BPI: Redaktionelt samarbejde om Biblioteksproduceret Indhold” opfordrer bibliotekerne til at dele indhold med hinanden. Nye tiltag skal gøre det lettere for bibliotekerne at bruge BPI, dele indhold og inspirere hinanden.

BPI-projektgruppen. Fra venstre: Anders Rosén (Greve Bibliotek), Gitte Hansen (Randers Bibliotek), Dennis Bjørndal Hansen (Odense Bibliotekerne), Sofie Fredborg (Kolding Bibliotek), Carsten Vilhelmsen (Tårnby Kommunebiblioteker), Bente Jensen (Københavns Biblioteker), Jørgen Gram Christensen (Vejle Bibliotek)
""

Puljeprojektet ”Redaktionelt samarbejde om lokalt produceret indhold” fik i 2017 støtte fra DDB’s projektpulje til arbejdet med en national redaktion, der kan bidrage til at forankre BPI-servicen lokalt og koordinere formidlingsinitiativer nationalt.

Carsten Vilhelmsen, der er it-specialist ved Tårnby Kommunebiblioteker og projektleder for projektet, fortæller om projektgruppens motivation for deres arbejde med BPI:

”Mange af de emner, vi formidler til vores brugere, går igen på alle biblioteker - nationale litterære priser der uddeles, licenser der skal markedsføres, aktuel info om jul, påske, Krimimessen eller nekrologer, når kulturpersonligheder går bort – derfor er det oplagt, at bibliotekerne deler redaktionelt indhold.

Samtidig kender de fleste formidlere formentlig også dét at savne en idé eller inspiration til aktuelt indhold. Måske har en kollega fra et andet bibliotek fået en god idé og har skrevet en artikel om det – og det er her, BPI kommer ind. Vi har alle travlt på bibliotekerne, og det, at vi kan deles om biblioteksproduceret indhold, gør hverdagen som webformidler nemmere. Det kan også gøre, at mindre biblioteker altid vil kunne tilbyde deres brugere aktuelt, relevant indhold på hjemmesiden.”  

Teknisk vejledning og redaktionelle guidelines

For at gøre det lettere for biblioteker at komme i gang med at benytte BPI-servicen har projektgruppen udarbejdet en ny trin-for-trin vejledning, der kan findes her

Redaktionsgruppen har også beskrevet redaktionelle guidelines for BPI (hvad skriver vi om, hvordan skriver vi, hvem skriver vi til, hvordan bliver en artikel en succes i BPI m.m.). Disse guidelines kan findes i Netværksgruppe for Biblioteksproduceret Indhold (BPI) på centralbibliotek.dk, hvor de løbende vil blive opdateret, og hvor man kan følge med i udviklingen af projektet.

Fortæl, hvis du har en god historie på trapperne

For at gøre det lettere at orientere og inspirere hinanden om temaer og artikler har projektgruppen omkring BPI-servicen oprettet en BPI-facebookgruppe, som de opfordrer alle webredaktører til at melde sig ind i. 

”Vi har stor glæde af Facebookgruppen, som vi bruger til at tippe hinanden om nye og aktuelle BPI-artikler, der er skrevet eller på vej. Det er også her, vi i projektgruppen løbende vil informere om projektets fremdrift, statistik for brugen af BPI, ændringer i webservicen o.lign.,” fortæller Gitte Hansen, der er bibliotekar ved Randers Bibliotek og med i projektgruppen, om den fælles Facebookgruppe for BPI.

Byd ind med temaer til fælles årshjul

Projektgruppen har udarbejdet et Digitalt Årshjul med inspiration til temaer og begivenheder, som er relevante at dele artikler om i BPI, men som også kan give inspiration til øvrig formidling på bibliotekerne (udstillinger, foredrag mm.). 

Har I på bibliotekerne gode idéer til indhold, der kunne komme med i Det Digitale Årshjul, kan I kontakte Sofie Fredborg, der er bibliotekar ved Kolding Bibliotek og med i projektgruppen, her

Har I spørgsmål til BPI og til projektgruppens arbejde, finder I kontaktinfo på gruppen her.

Nye tiltag skal styrke BPI-servicen

Bibliotekerne vil gerne kunne tilbyde deres brugerne flere gode artikler – derfor er der i visionen for Det sammenhængende bibliotek fokus på BPI. DDB har i regi af visionen igangsat forskellige initiativer, der skal forbedre den nuværende service og være med til at understøtte det arbejde, projektgruppen allerede har gang i med at forankre og øge brugen af servicen.

Projektgruppen har i deres arbejde identificeret forskellige tekniske udfordringer ved servicen, som vi i DDB nu arbejder på at løse. De første forbedringer vil være med i den kommende opgradering af DDB CMS (Release 30).

Herudover arbejder vi i DDB på at forbedre de eksisterende statistikmuligheder, hvor man bl.a. kan se hvilke artikler, der er de mest delte, og gøre statistik om BPI-indhold til et lettilgængeligt værktøj, som webredaktører kan benytte i deres daglige arbejde. Vi arbejder også på at etablere en national billedløsning, så billeder kan deles med nationale rettigheder. Læs mere her.

Om BPI

BPI er en database, som giver bibliotekerne mulighed for at dele redaktionelle artikler med hinanden til brug på deres hjemmesider. Alle biblioteker, der er med i DDB-samarbejdet kan få adgang til servicen. Det kræver blot, at I henvender jer til DDB via kontaktboksen til højre. Biblioteker med DDB CMS har automatisk adgang.

Siden er sidst opdateret: 07.01.2019

Kontakt

Sidsel Stenbek Andersen
Kontakt os via DDB’s fællespostkasse, ddb@slks.dk. Noter gerne navnet på kontaktpersonen i e-mailens emnefelt.
  • Et samarbejde mellem KL, Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

”På hjemmesiden anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.
Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om Danskernes Digitale Biblioteks cookiepolitik

(dialogboks slutter)