Godt nytår fra Danskernes Digitale Bibliotek

Den afgående formand for koordinationsgruppen, Rolf Hapel, ser tilbage på året, der gik, og ønsker alle et godt nytår.

Et begivenhedsrigt 2014

"2014 har været et begivenhedsrigt år i DDB og har på mange måder markeret et overgangsår - fra etablering til drift.  Her ved udgangen af året er status ret opmuntrende. Der er nu fuld opslutning blandt alle kommuner i Danmark til DDB, efter at Københavns Kommune har tilsluttet sig. Ideen om Danskernes Digitale Bibliotek som en it-infrastruktur baseret på Open Source, et indkøbssamarbejde og et formidlingssamarbejde om digitale medier og services er dermed slået igennem på en måde, der sætter nye standarder for fællesoffentligt samarbejde, hvor både staten og kommunerne er repræsenterede, og hvor privatsektoren (forlag, it-virksomheder) indgår som leverandører. 

Vigtige milepæle

Konkret har bibliotekerne i DDB-fællesskabet i løbet af året budt ind med medlemmer til fag- og arbejdsgrupperne, DDB CMS har været i test og er nu under udrulning, der har været afholdt en inspirerende ideudviklingsdag og en velbesøgt strategidag, der har været forhandlet aftaler med netbibliotekerne Litteratursiden og Biblioteksvagten, der er indgået aftale med DBC a/s om drift og udvikling af infrastruktur, der er udarbejdet udkast til strategi på børneområdet, Centralbibliotekerne har påbegyndt undervisning, et selvbetjeningsmodul til styrring af digitale licenser er taget i brug i bibliotekerne (ERMS), det fælles bibliotekssystem, der har været i udbud i Kombits regi, og som vil indgå i DDB’s infrastruktur, er i test nu, der har været call til DDB-puljen, hvor der indkom ikke mindre end 29 projektforslag fra bibliotekerne, og der er sket et vigtigt gennembrud i forhandlingerne med de store forlag om ebøger, som betyder, at de væsentlige danske udgivelser bliver formidlet gennem bibliotekernes platform eReolen med start i januar 2015. 

Ikke alt er kørt efter en snor – noget har været forsinket, andet har skullet fejlrettes og ikke al kommunikation har været lige i øjet, men helt generelt er det en forbløffende mængde aktiviteter, der er foregået og som er lykkedes, takket være engagement og velvilje hos rigtig mange biblioteker og en heroisk indsats fra DDB-sekretariatet. 

Hvad kan vi tage med videre fra 2014

Med disse indsatser er grunden lagt til noget stort; noget som har potentiale til at ændre forretningsmodeller og måderne, hvorpå det offentlige samarbejder med både privatsektoren og civilsamfundet. It-infrastrukturen gør det muligt at inkorporere borgernes egen viden og præferencer i serviceprodukterne, både gennem adfærd og brug, men også gennem crowdsourcing og bevidste tilkendegivelser, muligheder for at mashe indhold sammen fra forskellige datakilder i ’pakker’ vil kunne udfordre gamle præsentationsmåder, ligesom bibliotekets fysiske rum kommer i spil i forhold til de digitale muligheder. Kort sagt: Danskernes Digitale Bibliotek er afgjort på sporet, og jeg ser frem til at følge udviklingen i de kommende år fra en lidt mere tilbagetrukken position. 

Godt nytår,
Rolf Hapel
Den afgående formand for koordinationsgruppen

Siden er sidst opdateret: 07.01.2019
  • Et samarbejde mellem KL, Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

”På hjemmesiden anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.
Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om Danskernes Digitale Biblioteks cookiepolitik

(dialogboks slutter)