Puljeprojekter 2017

DDB’s projektpulje 2017 har tildelt midler til 12 projekter på i alt 4.690.605 kr. Temaerne for projekterne fokuserer på borgernes digitale hverdag, ny teknologi til berigelse af biblioteksoplevelsen samt udvikling af biblioteksproduceret indhold (BPI).

BørnehaveReolen
Projektet vil finde en digital løsning, der styrker den tidlige læseindsats gennem en ny type service og brugerforhold, hvor biblioteket og litteraturen er til stede i børnefamiliernes hverdag. En del af projektet er at undersøge, hvordan digital børnelitteratur formidles bedst til forældre med børn i børnehaver, samt hvad det kræver at udvikle denne digitale løsning helt konkret.
Projektet er ledet af Herning Bibliotekerne.

Digital kampagne for Litteratursiden
Litteratursidens nye platform appellerer til en bredere målgruppe. Projektet skal derfor fortælle potentielt nye brugere, især unge, om sitet igennem en digital kampagne. Kampagnen består af tre til fire videoer af cirka 1,5 minuts varighed med og uden lyd, som på forskellig vis handler om det kærlighedsforhold, man kan have til en bog. Kampagnen skal primært figurere på Facebook, men vil herudover blive vist på bibliotekernes platforme.
Projektet er ledet af Roskilde bibliotek.

eReolen i den digitale hverdag
Projektet har til formål at skabe en større online tilstedeværelse for eReolen udenfor bibliotekernes rammer gennem udviklingen af eReolens widgets, der kan implementeres på relevante eksterne sites, blogs og apps. Projektet udvikler to interaktive løsninger; en generel widget, der kan tilbydes alle webgrænseflader, samt en skræddersyet løsning til samarbejdspartnerne. Løsningerne skal styrke kendskab og anvendelse af eReolen samt udvide antallet af unikke brugere.
Projektet er ledet af eReolen, ITK Aarhus Kommunes Biblioteker.

Fang brugeren i søgeflowet
Projektet ønsker at bringe formidlingen til brugerne i søgeflowet, så de møder materialet, når de er motiverede for det. Projektet nedsætter en undersøgelse af, hvornår i brugerrejsen, det er mest optimalt at præsentere brugerne for formidling. Der udarbejdes efterfølgende et brugertestet koncept, som så kan udvikles i et efterfølgende projekt og implementeres i DDB CMS.
Projektet er ledet af Frederiksberg Kommunes Biblioteker.

Augmented Reality i Biblioteket
I projektet udforskes forskellige løsninger og koncepter indenfor augmented reality i biblioteket. Der udtænkes mindst ti koncepter, der udvikles prototyper for, hvorefter mindst tre testes i forskellige miljøer og målgrupper for derefter at forfine mindst to af prototyperne. Afslutningsvist deles projektets erfaringer via en publikation og en konference for kollegaer i sektoren, og prototyper gøres tilgængelige online for andre biblioteker.
Projektet er ledet af Herlev Bibliotekerne.

Ny teknologi i biblioteksrummet
Projektet undersøger oplevelsesteknologi i biblioteksrummet med særligt fokus på, hvordan den kan øge interaktivitet med brugeren og undersøger, hvordan den teknologiske dimension kan fremhæve fortællingen. Projektet udvikler et formidlingskoncept for en installation baseret på nye teknologier og den islandske saga om Njal. 
Projektet er ledet af Frederiksberg Kommunes Biblioteker.

Real or fake news? – Et socialt læringsspil i virtual reality
I projektet udvikles et læringsspil rettet mod udskolingen baseret på virtual reality. Spillets omdrejningspunkter er kildekritik og digital dannelse, som er afgørende i forbindelse med elevernes digitale færden og læring. Projektets mål er at udvikle en fungerende prototype, der er udviklet og testet i samarbejde med dets målgruppe.
Projektet er ledet af Viborg Bibliotekerne.

Verdens klogeste bibliotekar?
"Verdens Klogeste Bibliotekar?" undersøger, om machine learning, NLP og robotteknologi i kombination med bibliotekernes eksisterende viden og metoder kan berige bibliotekets services gennem nye søge- og læringsoplevelser. I projektet vil der fysisk i biblioteksrummet blive arbejdet med et kognitivt interface, idet brugerinterfacet bliver en humanoidrobot, som skal give en målrettet, personlig betjening for biblioteksbrugere.
Projektet er ledet af Aarhus Kommune Biblioteker.

Redaktionelt samarbejde om biblioteksproduceret indhold
Projektet har til formål at videreudvikle den eksisterende BPI-service gennem en styrkelse af det organisatoriske arbejde med tjenesten. Gennem en landsdækkende redaktion kvalificeres indholdet i BPI, der sikres en lokal forankring af indholdsproduktionen, og tjenesten synliggøres i hele bibliotekssektoren. På længere sigt vil et community for redaktionelt indhold kunne fungere som model for samarbejde på tværs af sektoren.
Projektet er ledet af Tårnby Kommunes Hovedbibliotek.

eReolen Global integration i eReolen og eReolen Go
Projektet vil integrere titler fra eReolen Global i eReolen.dk og eReolen Go (web og app). Dette vil synliggøre de engelske titler fra eReolen Global, på samme tid som det vil forbedre brugervenligheden, forenkle adgangen og skabe sammenhæng i det digitale tilbud med e-bøger og netlydbøger. Titler fra eReolen Global skal tilføjes eReolens søgeprofil hos DBC, samtidigt med at Overdrives API skal anvendes til at trække de nødvendige oplysninger ind.
Projektet er ledet af eReolen, ITK Aarhus Kommunes Biblioteker.

Retrodigitalisering af faglitteratur
Projektet undersøger, hvordan folkebibliotekerne kan få mere digital tilgængelig faglitteratur på dansk. Herunder har projektet til formål at undersøge hvilken type faglitteratur, der egner sig til retrodigitalisering, hvordan identifikation og vurdering af litteratur kan organiseres, hvilke typer faglitteratur, som forlagene kunne være interesserede i at samarbejde om, samt hvilke udlåns- og betalingsmodeller, der vil fungere bedst for alle parter.
Projektet er ledet af Københavns Biblioteker.

Vi ved, hvad I vil ha’
”Vi ved, hvad I vil ha’” er et projekt, der vil lave en digital udgave af bibliotekernes fysiske betjening ved at bringe bibliotekarernes faglighed i spil og udvikle et værktøj til forbedring af digital formidling og inspiration. Det gøres ved at lave en bibliotekarisk vurdering af de 1.000 mest brugte søgeord og derudaf definere et ideelt resultat på 3-5 poster, der straks vises øverst i søgeresultatet, samt at udvikle en grænseflade, hvor bibliotekarer nemt kan gennemgå de mest brugte søgeord.
Projektet er ledet af Randers Bibliotek.

Se alle puljeprojekterne i projektbanken.

Siden er sidst opdateret: 07.01.2019

Kontakt

Sofie Blinkenberg Federspiel
Kontakt os via DDB’s fællespostkasse, ddb@slks.dk. Noter gerne navnet på kontaktpersonen i e-mailens emnefelt.
  • Et samarbejde mellem KL, Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen
  • Danskernes Digitale Bibliotek
  • H.C. Andersens Boulevard 2
  • 1553 København V
  • Tlf: +45 33 95 42 00
  • Email: ddb@remove-this.slks.dk

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

”På hjemmesiden anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.
Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om Danskernes Digitale Biblioteks cookiepolitik

(dialogboks slutter)